til at ændre tegnestil. Mens Jens Fup var på college, var de fleste af figurerne lange og ranglede, og de kom til at se forkerte ud, når de kom i uniform. Derfor justerede han gradvist over nogle år personernes udseende, så de blev mere runde i det.

 

200 MILLIONER LÆSERE

Mens det stod på, steg 'Basserne's popularitet støt. I 1951 var der altså 50 aviser, der bragte 'Basserne', i 1954 var der 200 aviser – i dag handler det om ikke færre end 1800 aviser over hele jorden. Ekstra Bladet er jo heldigvis én af dem. 'Basserne' bliver hver dag læst af 200 millioner mennesker i 52 lande. Når så mange mennesker gider at læse en serie om en kaserne, så er forklaringen naturligvis, at den faktisk slet ikke handler om en kaserne. Den handler om selve livet, og man skal føre en ret beskyttet tilværelse, hvis man ikke kan genkende de fleste typer i persongalleriet fra sin egen hverdag. Da Jens Fup blev soldat, var det første gang, serien fik et hop i populariteten,

men det er sket to andre gange. I 1954 opsagde Tokyo-udgaven af den amerikanske hærs dagblad Stars & Stripes 'Basserne'. Begrundelsen var, at serien gjorde nar af officererne, og derfor kunne den rokke respekten blandt de menige. Den amerikanske presse kastede sig med begejstring over sagen, og omkring 100 aviser ekstra indrullerede Jens Fup og kompagni. Præcis det samme skete i 1970, da Mort Walker introducerede løjtnant Flap. Han var ret flippet, men frem for alt var han sort. Det fik adskillige amerikanske sydstats-aviser til at opsige serien, som indtil da udelukkende havde haft hvide medvirkende. Klædeligt nok fik sydstats-avisernes    reaktion yderligere omkring 100 aviser til at ansætte 'Basserne'. Som det turde fremgå, har 'Basserne's succes været meget tæt knyttet til Mort Walkers evne til at leve i og afspejle tiden. Mort Walker er ikke nogen bidsk satiriker, men hans serie giver alligevel et påfaldende pålideligt billede af, hvordan tiden ser ud. På godt og ondt.

ULOVLIGE NAVLER

Da serien begyndte, havde King Features en regel om, at figurerne ikke måtte have navler. Man forstår det godt, for små børn kunne jo risikere at se en tuschprik og vide, at det forestillede en del af den menneskelige anatomi. En del, vi godt nok alle er udstyret med, men alligevel. Mort Walker syntes, den regel var fjollet, så han udstyrede konsekvent sine figurer med navler, når der var anledning til det. Til gengæld sad der så en redaktør på King og skar samtlige navler væk. Han puttede de små stumper papir med en lille forargelig tuschplet på i en æske, hvorpå der stod: 'Beetle Baileys Belly Button Box'. Lige indtil en dag i 1965. Mort Walker afleverede en stribe, hvor kokken fik leveret tre kasser appelsiner. På kassernes etiketter var der bikinipiger, som alle var udstyret med navler. Det samme var alle appelsinerne, så der var et helt ustyrligt mange navler at skære ud. Fra den dag opgav King navleforbuddet - og 'Basserne' viste igen, hvordan tiden udviklede sig.

KØNSHORMONER

Siden er pendulet svinget den anden vej, og det har 'Basserne' beklageligvis også afspejlet. I 1971 kom den sexede frøken Olsen ind i serien. Hun fik job som sekretær for den aldrende general Langsohm, der blev reduceret til en bunke savlende, mandlige   kønshormoner, hver gang hun bare var i nærheden. Mens generalens tunge lå rullet ud på gulvet, afslørede frøken Olsen igen og igen, at hun ikke var synderlig kompetent, men til gengæld ret køn. Allerede i 1981 var der modstand mod fremstillingen af den sexede frøken Olsen, og Mort Walker måtte skrue lidt ned for det sexede og skrue lidt op for frøken Olsens påklædning.

 

POLITISK KORREKT Nogle år senere mente en hel del selvhøjtidelige amerikanske sekretærer, at frøken Olsen kunne for lidt. Jeg talte med Mort Walker om emnet i 1993:  - Pløresødallejren består udelukkende af inkompetente mennesker.

 

Hvis frøken Olsen som den eneste figur skulle være perfekt, så ville det jo netop være en diskrimination af sekretærer, påpegede han. Så Mort Walker holdt stand. Siden voksede den kønspolitiske modstand og nåede i 1997 hysteriske højder. Mort Walker blev et offer for den kvælende dyne af politisk korrekthed, som har sænket sig over USA i de seneste år, hvor paranoia, latterlig selvhøjtidelighed og almindelig fascisme går op i en højere, uskøn enhed. Besynderligt nok var det den amerikanske venstrefløj, der gik til kamp mod Mort Walkers ytringsfrihed. De mennesker, der ville øve censur over for 'Basserne', kalder sig på amerikansk 'liberals'. Det giver jo på én eller anden måde slet ikke mening. Først  begyndte  nogle kvindegrupper at køre kampagne mod 'Basserne'. Så blev emnet taget op i store tv-shows, og så truede flere store aviser - blandt andre Washington Post og International Herald Tribune - med at droppe serien. 

Til sidst bukkede Mort Walker under. I 1997 blev general Langsohm sendt på sensitivitetskursus, og siden har han ikke savlet eller mælet et sexistisk ord. Mort Walker var ikke stolt af, hvad han blev tvunget til at gøre med den gamle general: - Der var meget af mig selv i generalen. En gammel mand uden evnen, men med lysten til kvinder i behold. Det var ynkeligt, men harmløst og indimellem morsomt. Men selv om det er trist, så er disse hystaders angreb måske den største hyldest, Mort Walker nogensinde har fået. Når så mange mennesker er villige til at bruge så mange kræfter for at kæmpe imod en tegneserie, så må kunstneren bag den vel have fat i ét eller andet, ikke?

Forrige  -  Start  -  Næste